Lille soundbar leverer ren lyd

Sonos Beam er en forholdsvis lille soundbar, der leverer ren lyd til din fladskærm – og så er den brugervenligt som bare pokker

Højttalerproducenten Sonos er i de senere år begyndt at levere et bredere udvalg af produkterend normalt. Det er nok fordi multi-rum konceptet, som Sonos har gjort til en succes, nu er tilgængeligt fra mange producenter. Så nu kan Sonos ikke automatisk kan forvente at folk køber hos dem, og så kan flere varer på hylderne måske være med til at øge salget. Efter denne test er vi dog ret overbeviste om, at Sonos stadig har førertrøjen på, når det gælder brugervenlige multi-rum produkter, der spiller godt sammen.

Stilfuldt design

Sonos Beam passer stilmæssigt fint til eksisterende Sonos produkter som One eller Play:5. Den har både runde, bløde kurver og små, lækre detaljer, når man kommer tæt på. Den er samtidig anonym nok til at kunne passe ind foran de fleste fladskærme uden at stjæle billedet. Vores testmodel er sort, og når den står sammen med en sort fladskærm, bliver den nærmest usynlig og fylder ikke meget i stuen. Den fås også i hvid.

Nem opsætning

Sonos er stærke, når det gælder brugervenlighed. Det gælder også opsætningen af denne soundbar. Fra vi har pakket den ud, til de første toner lyder fra højttaleren, går der cirka 4 minutter. Sonos app guider os hele vejen igennem forløbet, og det fungerer både hurtigt og godt. Sonos Beam er udstyret med HDMI ARC (Audio Return Channel), som gør det muligt at styre lyden fra højttaleren med tv-fjernbetjeningen. ARC blev indført i 2009, så hvis dit fjernsyn er ældre, skal det tilsluttes på anden vis.

Her kan man evt. bruge den infrarød til HDMI-adapter, der følger med højttaleren til at forbinde Beam og tv. Men ærlig talt, så vil vi anbefale at bruge Sonos Beam med et ARC-kompatibelt tv. Med HDMI ARC er det også muligt at indstille Beam, så den automatisk tænder for tv-lyden, når fjernsynet bliver tændt. Og når man nu kan bruge Beam som Spotify afspiller, er det meget rart, at den selv skifter lydkilde, når man tænder fladskærmen.

Alsidig højttaler

Sonos Beam koster 3.399 kr. For pengene får man en højttaler, der både kan afspille lyd fra fladskærmen og lyd fra stort set alle de streamingtjenester, man nogensinde har hørt om. Vi har testet med Spotify, og det fungerer meget brugervenligt med Sonos. Det er fantastisk dejligt, at man bare kan slappe af og nyde musikken uden at skulle rode for meget med teknikken.

Ren lyd i stuen

Lyden har altid været god hos Sonos, og det gælder da også Sonos Beam. Vi får en velafbalanceret lyd både til film og tale-tv. Man kan skrue op eller ned for diskant og bas, så man kan ramme præcis den lyd, man gerne vil have. Der er masser af detaljer i lydbilledet. Bassen er til stede, uden at være overvældende, og her ville vi gerne have haft lidt mere bund i lyden til actionfilm. Men generelt lyder både tv-lyd og musik fremragende.

Mht. tv-lyden er vi vildt begejstrede for Sonos’ ”Taleforbedring”. Det er en funktion, der sørger for at hive stemmer og tale meget frem i lydbilledet, og det gør det meget lettere at høre, hvad der bliver sagt på skærmen. Det fungerer virkelig godt, selv når der er vild action på skærmen, og vi har den slået til det meste af tiden. Den er kun aktiv, når man ser tv, så hvis man lytter til Spotify på Beam, er der ingen ændringer i musikken. Alt i alt får man fremragende lyd og funktionalitet for pengene.

Nem betjening

Ud over fjernbetjeningen kan man også bruge sin mobil, tablet eller en pc – bare man har Sonos app’en installeret. Det er også muligt at styre med berøringsfølsomme knapper på Sonos Beam, men vi har mest styret alt via app’en. Stemmestyring kommer til senere i form af Amazon Alexa og Google Assistant.

Sonos med surround

Da der er tale om Sonos, er det naturligvis muligt at koble flere højttalere sammen via app’en. Vi har testet, hvordan Beam lyder med to Sonos One højttalere, og her får man virkelig god surround. Samtidig tilfører One-højttalerne noget ekstra bas, så vi rent faktisk får oplevelsen af at være midt i den rumlende action.

Det lyder virkelig godt, og det gælder ikke kun film, men musikken lyder også fantastisk i det setup. Hvis man bor i lejlighed, hvor der skal tages lidt hensyn til naboerne, så er det bestemt en løsning, vi godt kan anbefale. Især med en pris på 1.699 kr. for Sonos One. Beam har Dolby Digital 5.1., så har man ingen naboer og vil have ekstra smæk på, kan man også lave et 5.1 surround setup med Beam, to Sonos One og en Sonos Sub.

Produktinformation

  • Navn: Sonos Beam:
  • Producent: Sonos
  • Type: Soundbar 3.0 kanaler
  • 1x diskant
  • 4x woofere
  • 3x passive basenheder
  • 5x Class-D digitalforstærkere
  • Mål: 6,85 x 65,1 x 10 cm
  • Vægt: 2,8 kg
  • Forbindelser:
  • 1x HDMI ARC
  • 1x Ethernet
  • 1x optisk
  • Wi-fi 2,4GHz
  • Stemmestyring: Klar til Amazon Alexa. Google Assistant forventes at blive aktiveret i løbet af efteråret 2019.
  • App: Android, Apple, Microsoft
  • Set til kr. 3.999 kroner
  • Læs mere hos Sonos

 

Bedømmelse

Samlet vurdering 92%

Sonos Beam er en fremragende højttaler, der leverer god lyd og funktionalitet på en meget brugervenlig måde. Funktionen med at hive stemmer frem i lydbilledet er fantastisk. Beam mangler lidt slagkraft, når vi ser actionfilm, men generelt er tv-lyden og musik fremragende.

Ifølge Sonos kan deres system lige nu bruges med 125 forskellige streamingtjenester, og man kan udvide sit Sonos højttaler-setup som man har lyst. Så det er altså ikke kun den gode lyd, der tæller. Den store brugervenlighed og muligheden for at udvide sit system efter behov, er også en vigtig faktor. Sonos er ganske enkelt bedst til at levere et byggeklodssystem, der sparker røv. Det virker bare, og derfor er Sonos Beam en højttaler, vi gerne anbefaler.

 

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?