Ny konceptbil fra Audi – Q4 e-tron concept

For 1 år siden fik den første serieproducerede Audi med 100% elektrisk drivlinje, Audi e-tron, sin debut på Genéve Motor Show, selvom den stadig var dækket af camouflage-folie. På dette års Genéve biludstilling præsenterer Audi en forløber for endnu en rent eldrevet bil: Audi Q4 e-tron concept, der er en kompakt SUV med tydeligt slægtskab med Audi e-tron

Audi Q4 e-tron concept. Foto: Audi

To elmotorer leverer en systemydelse på 225 kW (306 hk) i Q4 e-tron concept. I konceptbilen overføres ydelsen fra drivlinjen til vejbanen med quattro firehjulstræk. Den klarer 0 til 100 km/t på kun 6,3 sek., og tophastigheden er elektronisk begrænset til 180 km/t.

Et stort batteri med en kapacitet på 82 kWh optager næsten al pladsen i bilens bund mellem akslerne, og rækkevidden er på over 450 km (i henhold til WLTP-standarden).

Teknikken i Q4 e-tron concept kommer fra den modulopbyggede elektrificeringsplatform (MEB), som fremover vil være at finde i en lang række elbiler fra Volkswagen koncernen lige fra den kompakte klasse til den øvre mellemklasse.

Audi Q4 e-tron concept er en forløber for den femte serieproducerede elbil, som Audi kommer til at lancere frem mod udgangen af 2020. Salget af Audi e-tron er allerede i gang, og de første udleveringer til kunder vil finde sted her i marts 2019. Ligeledes i år følger præsentationen af Audi e-tron Sportback, og i Kina sættes der gang i produktionen af Audi Q2L e-tron, som er udviklet til det lokale marked der.

I anden halvdel af 2020 er det planlagt at lancere den serieproducerede version af den firedørs, højtydende coupé Audi e-tron GT, som produceres af Audi Sport GmbH, og sideløbende hermed er det planen at introducere den serieproducerede version af den kompakte Audi Q4 e-tron.

Masser af plads

Med en længde på 4,59 m, en bredde på 1,90 m og en højde på 1,61 m placerer Audi Q4 e-tron concept sig med sine mål i den øverste tredjedel af den kompakte klasse. Dens akselafstand på 2,77 m gør til gengæld, at den mindst skal placeres en klasse højere, når det gælder pladsforhold i kabinen. Da der heller ikke er nogen kardantunnel, byder Q4 e-tron concept på masser af plads, især når det gælder benpladsen både foran og bagi.

Indbygget AR

En nyhed er det store head-up-display med augmented reality-funktion. Det kan spejle vigtige grafiske informationer – fx retningspile, når man skal dreje – direkte ind i vejens forløb. På rattets eger er der betjeningsfelter udført som touch-elementer, der kan benyttes til at vælge funktioner, som man ofte bruger.

Audi Q4 e-tron concept. Foto: Audi

Centralt placeret over midterkonsollen sidder der en 12,3” stor touchscreen til visning og betjening af infotainment og bilens funktioner. Den er drejet let mod føreren for at gøre betjeningen nemmere.

Under den sidder der et knappanel til styring af klimaanlægget. Selve midterkonsollen er udført som et rummeligt opbevaringsrum inklusive oplader til mobiltelefonen, da der ikke skal være plads til gearstang eller håndbremse. I stedet er der – også som afdækning til den forreste del af konsollen – en eksklusivt udført, vandret flade med integrerede knapper til valg af køreindstilling.

Elmotoren på bagakslen yder 150 kW (204 hk) og leverer et drejningsmoment på 310 Nm, mens frontmotoren forsyner forhjulene med op til 75 kW (102 hk) og 150 Nm. Systemydelsen ligger på 225 kW (306 hk). Batteriet i bilens bund kan lagre 82 kWh, og det giver mulighed for en rækkevidde på over 450 km i henhold til WLTP-standarden. Batteriet oplades med maksimalt 125 kW, og så tager det ikke meget mere end 30 min. at nå op på 80 % af den samlede kapacitet igen.

Opskriften på den lange rækkevidde omfatter mere end blot et batteri med en stor kapacitet. Audi Q4 e-tron concept har mange innovationer til at optimere effektiviteten. Det begynder med karrosseriets lave luftmodstand – dets cW-værdi ligger på 0,28 – og en gennemtænkt rekuperationsstrategi, der gør, at den kompakte SUV udnytter alle muligheder for optimering af rækkevidden. Den avancerede termostyring til drivlinje og batteri, blandt andet med en CO2-varmepumpe, bidrager også hertil.

Højvoltsbatterisystemet er tilpasset optimalt til Audi Q4 e-trons mål og er placeret som en flad og bred blok under kabinen mellem akslerne. Batterisystemet vejer 510 kg, og dermed ligger tyngdepunktet for Audi Q4 e-tron concept på ca. samme niveau som en Limousine-model med konventionel drivlinje.

Fordelingen af akseltrykket er med næsten 50:50 optimalt. Forhjulene på Q4 e-tron concept er monteret på en McPherson-aksel med adaptive støddæmpere, og bagpå er der en multilink-aksel med separat placerede fjedre og støddæmpere, hvor sidstnævnte også er adaptive.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3134 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?