Slut med Windows 10 og 11 i Rusland

Nu slår Microsoft også bremserne for Russerne. Nu er det ikke længere muligt at hente Windows 10 eller 11 .ISO-filen, eller installatiosværtkøjer fra det russiske Microsoft-site

Det er det russiske medie TASS der i sidste uge kunne fortælle, at det ikke længere er muligt at hente de nyeste version af det amerikanske operativsystem, Windows.

Det russiske medie TASS oplyser, at det blev mødt med en 404-side, altså en besked om at siden ikke blev fundet, når de forsøgte at hente en af de to versioner af operativsystemet. Men Microsoft har dog ikke fjernet siden helt, faktisk har de bare lukket for adgang til den fra russiske ip-adresser.

Det betød også at TASS faktisk var i stand til at komme ind til filerne via en VPN, hvor de bare angav at komme fra et andet land.

Det lykkedes angiveligt at hente Media Creation værktøjet til Windows 11, men når det afvikles – i Rusland – skulle det angiveligt give en besked om at værktøjet af “en ukendt grund” ikke kunne køre på computeren.

Som stort set alle amerikanske virksomheder, har Microsoft stoppet for alt salg af deres produkter og tjenester i Rusland siden marts i år – altså efter invasionen af Ukraine. Herudover har Microsoft angiveligt også stoppet alle andre forretninger og forbindelser til Rusland, for at overholde de sanktioner som USA, UK og EU har indført.

Microsoft har allerede fyret omkring 400 ansatte i Rusland, men de lover dog stadig, at de vil opfylde deres kontraktmæssige forpligtelser de har med russiske kunder. Derfor er der da også mange analytikere der er overraskede over blokeringen af Windows-installationsfilerne.

Det er da heller ikke klart om det er en serverfejl eller et bevidst skridt fra Microsofts side af, og Redmond-giganten har endnu ikke været ude med en offentlig kommentar.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3703 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?