Streetz Sportswear Earbuds HL-295: 99 kroner

hl-295

Streetz Sportswear Earbuds er et kablet headset, og et af testens absolut billigste. Det sidder fast om øret med en bøjle og en prop ind i øret. Let at sætte på og let at tage af. Det kan vi rigtig godt lide.

Bøjlen er konstrueret i et meget blødt materiale og det samme gælder den ledning der forbinder de to ørepropper med hinanden. Men denne ledning har en kedelig tendens til at transportere mislyde (når ledningen rammer dig under træning) op til øret, og det var lidt irriterende.

Headsettet er et ’rent’ headset. Der er ingen app, mikrofon eller andet tilbehør til. Det er beregnet til musik og intet andet.

Komforten: 70%

Streetz Sportswear Earbuds sidder forbløffende komfortabelt i øret, specielt prisen taget i betragtning. Det er ikke fordi vi glemmer at vi har det på, men på intet tidspunkt bliver vi for alvor trætte i øret af at have det på.

Fordi bøjlen der skal rundt om øret er meget blød, er det dejlig let at tage headsettet på. Det skal godt nok lige ’vrikkes’ lidt for at sidde helt på plads, men hey – det koster altså under 100 kroner.

Når du træner kredsløbstræning sidder headsettet rigtig godt fast, men desværre er der rigtig mange mislyde på grund af designet. Ledningen, der er dejlig lang, er også tung og slå rytmisk ind mod din krop når du arbejder. De lyde forplanter sig dog blander sig med musikken, og det er ikke optimalt.

Under styrketræning bliver headsettet lidt mere problematisk, for jo mere du anstrenger dig, jo mere mærker du at du har det på. Ikke sådan at det gør ondt i øret, men det er træls at blive mindet om at man har headsettet på, når man ligger og koncentrerer sig om at slå sin egen rekord i bench press.

Men – vi skal også tage hensyn til prisen, og for 99 kroner er komforten ikke så ringe endda.

Lydkvalitet: 40%

Det første indtryk af lydkvaliteten var at den var helt fin, men der var et eller andet der generede os.

Efter at have lyttet et stykke til Streetz Sportswear Earbuds, så gik det op for os, at bassen overstyrer, og er meget mudret. Hvis du ikke er så sart med musik, så vil du muligvis kunne leve med lyden, men har du en lille smule kritisk sans for musik, så bliver du hurtig irriteret på den.

Bassen er alt for dominerende og samtidig er den ikke så klar i tonen som vi gerne ville have. Den er meget tung og mudret og det dræber det gode lydbillede.

Når det kommer til mellemtonen så er den faktisk helt fin, ikke så krystalklar som vi gerne ville høre, men absolut acceptabelt og med en fin dynamik til prisen.

Desværre er der stort set ingen diskant, og det betyder at det samlede lydbillede bliver meget bastungt, og det er der måske nogle musiknumre der godt kan tåle, men det er langt fra alle.

Igen skal vi huske på, at du får hvad du betaler for, og for 100 kroner er lyden fin nok. Men hvis du skal bruge den i timevis når du træner så kan den godt blive lidt for tam at lytte til i længden.

Funktioner og tilbehør: 40%

Streetz Sportswear Earbuds er et headset til at lytte til musik i og intet andet. Ikke nogen smart app, ingen måde at styre volumen på headsettet og ingen måde at pause. Alt kontrol foregår direkte på din smartphone.

På samme måde kan du heller ikke bruge headsettet, hvis du modtager et opkald, igen skal du her bruge din smartphone. Lige den funktion savner vi, for ringer mobilen ja så tager vi den altså, og pludselig står man med et headset på og snakker stadig ind i mobilen – en lidt underlig følelse skal vi hilse og sige.

hl-295
Produktinformation

  • Navn: Streetz Sportswear Earbuds HL-295
  • Producent Streetz
  • Forbindelse: Kablet
  • Vægt: 19 gram
  • Pris: Set til kr. 99 kroner
  • Mere information hos Deltaco

Bedømmelse

Samlet vurdering 55%

Det kan godt være at karakteren er lav, men headsettet er slet ikke dårligt hvis man tager prisen i betragtning. Problemet er blot at det bliver irriterende i længden, hvis du vil lytte til musik i længere tid. For så er kvaliteten altså et problem.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?