TEST: Fedt lysshow direkte på væggen

Nanoleafs nyeste produkt, Lines, skaber en fed stemning uanset om du bruger det til at sætte stemningen til musikken, skabe baggrundslys når du gamer, eller bare sætter hyggebelysningen med det

Nanoleaf Lines. Foto: Nanoleaf

Jeg har tidligere kigget på Nanoleafs produkter, både deres klassiske der passer fedt til børneværelse og det lidt nyere der der giver en mere afdæmpet belysning.

Nu har jeg så haft fat i Nanoleaf Lines, der godt nok er bygget op over samme principper, men som stadig er markant anderledes.

Nanleaf Lines er nemlig bygget op af en række aflange paneler på omkring 30 cm, der kobles sammen i sekskantede forbindelseselementer. Designet af systemet sikrer at ud kan lave nogle ret spændende mønstre på væggen, og stadig se væggen tydeligt når Lines er slukket.

Forbindelseselementerne holder panelerne omkring 2,5cm ude fra væggen, og det er faktisk her det geniale ved systemet er. For hvor de tidligere paneler fra Nanoleaf lyser på overfladen, så lyser Lines ind på væggen i stedet.

Det vil sige at du får et indirekte lys, og det giver nogle helt fantastiske effekter. Fordi panelerne på den måde selv bliver skygger midt i det lys du sæter dem til at give.

Let opsætning – svær nedtagning

Det er ikke specielt kompliceret at sætte Nanoleaf Lines op. Der er en hovedenhed hvorfra du starter dit mønster. Det er også den der får strøm, og hvorfra du kan tænde og slukke for Lines. Du kan forresten også vælge seks forskellige mønstre systemet skal lyse op i fra hovedenheden.

Panelerne kobles til og samles via forbindelsesenhederne, og fordi forbindelseselementerne er sekskantede, kan du lave nogle spændende og flotte mønstre på væggen. Jeg havde en startsæt med ni paneler, så jeg var naturligvis lidt begrænset i hvad jeg kunne lave af mønstre. Men fik stadig nogle spændende resultater.

Nanoleaf LInes. Foto: Nanoleaf

Selve forbindelseselementerne har dobbeltklæbende tape på bagsiden, og dem klæber man så op på væggen. Se – her kommer udfordringen så – du skal ikke sætte noget forkert op. For det er tæt på umuligt at tage dem ned igen – altså uden at rive tapet og maling af væggen.

Med systemet sat op, var det bare at fyre op under Nanoleaf app’en, og lade den finde enheden. Herefter kunne jeg så gå i gang med at bruge systemet. Jeg kunne vælge hvilke farvemønstre jeg ville have mit design til at vise på væggen.

En smart ting her er, at Nanoleaf selv finde ud af, hvilet mønster du har lavet, og tilpasser farvemønstret hertil. Det vil sige, at du ikke risikerer at få et mønster der ser markant anderledes ud end det du vælger i app’en.

Det var også i app’en at jeg kunne slå Music Visualizer til. Med den funktion lytter Nanoleaf LInes til musikken i rummet, og andre lyde forresten, og tilpasser lysshowet så det passer til musikken. Det er en fed funktion. Og endnu federe er det, at man ikke skal tilkøbe noget ekstra. Før i tiden var det nødvendigt med et specielt ekstramodul der kunne lytte til musikken.

Understøtter gaming

Men hvor systemet virkelig viste muskler var med funktionen Screen Mirror. Den funktion kræver at du henter Nanoleafs app ned på din pc eller Mac, og så starter den funktion herfra. Når du har gjort det, så vil Nanoleaf Lines forsøge at gengive farverne fra skærmen når du gamer.

Du kender det muligvis fra flere Philips skærme, men nu kan du få din udsmykning på væggen til at gøre det samme. Så hvis du placerer Nanoleaf Lines på væggen bag din skærm, kan du virkelig opnå nogle fede effekter.

I app’en kan du også vælge mellem et par forskellige tilstande for Screen Mirror, men fælles for dem alle er, at de forsøger at gengive de farver, effekter og stemninger du oplever i spillet.

Det er dog surt, at den funktion kun virker sammen med din computer, og ikke sammen med f.eks. en konsol og dit tv. Funktionen kræver nemlig at app’en kører på den enhed der afvikler spillet, og det er altså en pc eller en Mac.

Der er en masse andre funktioner, så som at styre systemet via Apple Homekit eller Google Assistent, styre det med stemmen – via Siri eller Google Assistent – eller sætte det til at vække dig om morgenen.

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%

Nanoleaf Lines er et virkelig flot system, det kan bruges både til spil, musik og hygge, og det giver et virkelig flot lysshow på væggen. Jeg er virkelig glad for den måde det leger med skygger på, og sender lyset ind på væggen og ikke ud i rummet.

Det er også fedt at det er muligt at købe skins til systemet, så du f.eks. kan ændre de hvide paneler til sorte paneler, og på den måde tilpasse det endnu mere til det rum det skal placeres i.

Jeg er dog mindre begejstret for prisen, der er høj, og for at det sættes så fast i på væggen, at det er tæt på umuligt at få det ned igen.

Du kan læse mere om Nanoleaf Lines her.

Det koster Nanoleaf Lines lige nu

About Lars Bennetzen 3834 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?