TEST: Huaweis nyeste tablet imponerer

MatePad Pro fra Huawei imponerer med et fantastisk skærm, lynhurtig processor og meget responsiv skærm - desværre er der stadig ikke direkte adgang til Googles tjenester

Huawei MatePad Pro. Foto: Huawei

Indrømmet – jeg er til iPads. Min erfaring gennem mange år siger mig, at de bare spiller bedre sammen med, tja alt. Jeg har også oplevet at mange Android-baserede tablets hakker, hurtigt bliver sløve, eller bare ikke er så responsive som jeg er vandt til fra min iPad Pro.

Men jeg må indrømme at alle mine forbehold er blevet gjort grundigt til skamme af Huaweis nyeste tablet, MatePad Pro.

Denne nye 10,8″ tablet er designet til at være et værktøj og en spillecentral, og der er ingen tvivl om, at Huawei ønsker at vippe iPad’en af pinden som den foretrukne tablet, og jeg må indrømme at MatePad Pro er et rigtig god våben i kampen.

Tabletten har en 10.8″ skærm og en kant der næsten er væk – kun 4,9mm, hvilket giver den et 90% skærm til krop-forhold. Allerede der er jeg imponeret. Selvom den stadig er mindre end min iPad Pro, så var det ikke noget jeg lagde mærke til, for skærmen dominerede så totalt at det ikke betød noget.

Mobilen på tabletten

Nu ved jeg godt at mange med det samme vil sige, at der jo ikke er adgang til Google Play eller Googles tjenester på tabletten, men helt ærligt så gør det absolut intet.

En tablet har sjældent brug for apps som NemID og MobilePay, som du ikke kan få gennem Huaweis AppGallery eller tjenester som More Apps og lignende.

Personligt har jeg brug for mit mailprogram, apps som Word, Power Point, Excel, Facebook, LinkedIn, Netflix og måske nogle kreative apps til at tegne i. Og alt det kan jeg let få på Huaweis MatePad Pro.

Herudover så har den en virkelig spændende funktion, som dog kræver at du har en Huawei smartphone, nemlig Multi Screen Collaboration, eller på dansk Multiskærmsamarbejde.

Den funktion gør, at du kan få din telefon over på tabletten, og det mener jeg meget bogstaveligt. Når den funktion aktiveres, så kan du spejle din smartphone over på MatePad Pros skærm, og både styre din smartphone, og kopiere filer, billeder og tekst frem og tilbage mellem enhederne.

Huawei MatePad Pro har et flot design, og et lydsystem der er certificeret af Harman Kardon. Foto: Huawei

Du kan endda starte apps på din smartphone og afvikle dem – alt sammen fra MatePad Pro. Det er dog kun udvalgte Huawei mobiler der har den funktion, men det gør den ikke mindre spændende.

God som arbejdsenhed

Det er en stor fornøjelse at arbejde på MateBook Pro, ikke mindst fordi den nye Kirin 990 processor virkelig giver denne tablet en masse hestekræfter.

Skærmen er også så stor og flot, at du let kan have flere apps åbne på samme tid – ja op til tre faktisk – via funktionen App Multiplier. Personligt synes jeg at tre er lige i overkanten, så bliver det altså lidt småt at kigge på. To er min grænse, men det virker så også godt.

Jeg var så heldig at have fået Huaweis M-Pen med til testen, og den fungerer mindst lige så godt som Apple Pencil gør til iPad. Opløsningen er på 4.096 niveauer, og det mærkes.

Det gør den oplagt at bruge til tegneapps, hvor du kan udnytte trykfølsomheden og muligheden for at vinkle pennen som var det en ægte pen eller pensel.

Hvor den for alvor adskiller sig fra iPad er, at M-Pen klikker sig på selve tabletten magnetisk, og så oplader den med det samme der. Jeg blev meget glad for at bruge pennen til MatePad Pro, ikke mindst fordi den jo altid var lige i nærheden.

De sidste småting

Jeg skal også lige rose lyden – Harman Kardon har certificeret lydsystemet og det høres. Jeg har hørt meget musik og set mange film på den, og lyden er virkelig i høj kvalitet, ikke mindst når man tænker på, at det jo er en tablet vi snakker om, og endda en af de billige af slagsen.

Batteriet er på 7.250 mAh, hvilket er rigeligt til flere dages brug, og hvis du bruger den medfølgende oplader, så er den meget hurtigt ladt op.

Bedømmelse

Samlet vurdering 100%

I min verden er der intet der trækker ned på Huawei MatePad Pro. Jeg har ikke brug for at den kan hente apps på Google Play, og jeg kan altid få adgang til G-mail, både via nettet og den indbyggede mail-klient.

MatePad Pro udmærker sig ved en superfed skærm, elegant design, fænomenal hurtig processor, og så mange kreative muligheder og funktioner at jeg bliver helt svimmel ved tanken.

Samtidig kan du købe den til under halvdelen af, hvad du skal betale for en iPad Pro, der i min opfattelse er den nærmeste konkurrent.

Du kan læse mere om MatePad Pro her og specifikationerne finder du her.

De bedste priser lige nu

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2778 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvis du ikke allerede får vores nyhedsbrev, har du her muligheden for at tilmelde dig.

Vi udsender 1 gang om ugen, så vi kommer ikke til at spamme din mailboks.

Vi holder dine data private, og deler dem ikke med tredjepart