Færre batterier i haveskuret

Stadig flere producenter af haveredskaber går sammen om en fællesstandard for batterier - den nyeste er Husqvarna

Power for All Alliance, der blev stiftet for to år siden, er et af verdens største batterisystemer på tværs af brands, og de kæmper for at nedbringe forvirringen omkring og mængden af batterier i vores haveskur. De ønsker en standard baseret på et fælles 18V batterisystem, så forbrugere kan anvende samme batteri uanset brand og haveredskab.

Den alliance har Husqvarna nu tilsluttet sig, og fortæller i en pressemeddelelse:

Vores målsætning er at hjælpe forbrugere med at passe deres haver på en smart, bekvem og bæredygtig måde. Derfor er vi meget glade for at tilslutte os denne alliance, og vi ved, at mange forbrugere ønsker ét stærkt og pålideligt batteri, som de kan bruge til flere af deres bolig- og haveredskaber. Én batteriløsning, i modsætning til flere, er bedre for miljøet og sparer også penge for forbrugeren.

Michael Schösser, salgsdirektør i Husqvarna Danmark

Husqvarna lancerer en ny produktserie til haveejere inden for det kommende år, som vil være kompatibel med Power for All batterisystemet.

Indtil videre er der solgt over 25 millioner batterier globalt, der understøtter Power for All Alliance.

Nuværende medlemmer af Power for All Alliance, er Husqvarna, Gardena, Bosch, Flymo, Gloria, Steinel, Rapid, Wagner, PerfectPro og Kübler Workwear. Det er Bosch, der har indledt Alliancen og producerer batteriløsningen.

Læs mere på www.powerforall-alliance.com

About Lars Bennetzen 3824 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?