Google står bag fem nye solcelleparker i Danmark

Google vil gerne være bæredygtig, og Danmark er et af de steder de satser på grøn energi. I den kommende tid står de bag opførelsen af fem nye solcelleparker i Danmark på i alt 160 MW. Det bidrager til at nå Danmarks klimamål og er et led i den største investering i vedvarende energi nogensinde fra en virksomhed

Foto: Google

Danmark bliver nu hjemsted for en markant udbygning af vedvarende energi gennem solceller. Det sker, efter at Google har underskrevet aftaler med danske leverandører om at opføre fem nye solcelleparker rundt om i landet. Parkerne bliver placeret i Morsø, Gimming ved Randers, Norddjurs, Rødby Fjord og Næstved med en samlet kapacitet på 160 MW. Det svarer til ca. 32.000 hjem med soltage og mere end matcher forbruget af energi i Googles kommende datacenter ved Fredericia, når det åbner.

Satsningen på vedvarende energi i Danmark sker som led i det største pakke af opkøb i vedvarende energi nogensinde fra en virksomhed, som Google i dag annoncerer. Projekterne er placeret i seks lande – USA, Chile, Sverige, Finland, Belgien og altså Danmark – og tilfører en samlet kapacitet på 1.600 MW. Alene i Europa investerer Google omkring 1 mia. dollar (knap 7 mia. kr).

“En virksomhed som Google bruger meget energi, fordi vi er med til at holde internettet kørende 24 timer i døgnet. Men vi føler samtidig et enormt ansvar for, at det sker på en så bæredygtig måde som overhovedet mulig. Vi har det seneste år arbejdet hårdt på at finde gode projekter i Danmark, og jeg er glad for, at det er lykkedes at få solcelleaftalerne på plads, sådan at vi skaber grøn, dansk energi”, siger Googles danske direktør, Malou Aamund.

De første tre solcelleparker er senest i drift i sommeren 2020, mens de sidste to følger til efteråret 2020. I november sidste år annoncerede Google en investering på 4,5 mia. kroner med opførelsen af et datacenter ved Fredericia. Det forventes at være i drift mod slutningen af 2020, hvor der dermed vil være en Google-finansieret, danskproduceret solkapacitet, som opvejer energiforbruget i centret.

Hjælp til at nå nationale klimamål

Danmark har historisk set ikke været den mest oplagte placering for solenergi, men et fortsat fald i omkostningerne i de senere år har gjort netop den energiform konkurrencedygtigt med andre energikilder. Selv her nordpå, hvor solen skinner mindre.

Lokal produktion af vedvarende energi hjælper desuden Danmark med at nå sine klimamål.

Virksomheden Better Energy, der skal opføre tre af de nye parker, fremhæver desuden, at solenergi giver billig, grøn strøm.

”Vi er nu nået dertil, at vi kan udvikle og bygge solparker i Danmark og Nordeuropa uden subsidier, hvilket kommer til at accelerere den grønne omstilling enormt de kommende år. Det er en stor rejse, vi er på. Der er brug for, at gode kræfter arbejder sammen, og der er brug for store investeringer i den grønne omstilling. Det er i den sammenhæng vigtigt, at Google som forbruger af strøm i Danmark også er med til at øge udbygningen af ny energikapacitet i Danmark”, siger Better Energys adm. direktør, Rasmus Lildholdt Kjær.

Også European Energy, der står bag parkerne på Mors og ved Rødby Fjord, er glade for aftalerne, siger adm. direktør i European Energy Knud Erik Andersen:

“Aftalen med Google er afgørende for, at vi nu kan opføre vores to store solcelleparker. Det er den type samarbejde, som medvirker til, at Danmark kan realisere sit klimamål på 70% reduktion af CO2 udledning i 2030. Ligesom det viser, at den store danske produktion af grøn strøm fra vindmøller og solceller er med til at gøre Danmark attraktivt for store globale virksomheder. Det er en udvikling, vi er stolte over at kunne bidrage til”.

Fakta: Googles grønne investeringer

  • Google er verdens største opkøber af vedvarende energi som havvind, landvind og solenergi blandt virksomheder.
  • I dag annonceres 18 nye aftaler for 1.600 MW på verdensplan. Fem af disse aftaler er i Danmark med en samlet kapacitet på 160 MW.
  • De fem solcelleparker placeres i:
    • Gimming (17 MW, Better Energy)
    • Norddjurs (23 MW, Better Energy)
    • Næstved (41 MW, Better Energy)
    • Morsø (25 MW, European Energy)
    • Rødby Fjord (55 MW, European Energy)

Dermed er Googles samlede portefølje af vedvarende energi nu ca. 5.500 MW. Der produceres over 14 tetrawatttimer af ‘ren’ elektricitet årligt.

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?