Udfordringer og undskyldninger er der nok af, når det kommer til at blive indendørs på sofaen i stedet for at tabe sig og komme i form. For to uger siden bliver min søn født, og det betyder, at træningen sættes på standby midlertidigt. Mit udstyr skal få mig tilbage på løbesporet, og ”babyvægten” skal nedbringes.
Junkfood, snacks og andet godt til sidebenene dominerer kosten, og dommen er nådesløs, da jeg vover mig op på kropsanalysevægtene, jeg tester. Resultatet er, at jeg har taget to kilo på i forhold til, da jeg startede træningsbloggen. Og jeg skal være ærlig; trænings- og sundhedsgadgets er mindre interessante end en nyfødt baby, surprise.
I ugerne efter fødslen har jeg dog tiden til at klargøre de forskellige kropsanalysevægte, løbeure og headsets. Derfor handler anden del af blogserien om mine meget blandede indtryk af opsætningen og den første brug – du kan læse første del her, hvis du vil vide mere om priser og funktioner. Gadgets kan gøre livet lettere, men bestemt også gøre livet mere besværligt. Især Garmin har sat min tålmodighed på prøve.
Forberedelse af TomTom Adventurer
Bagsiden af træningsuret er, at opsætningen er lettere tidskrævende, før du kan spænde løbeskoene og komme ud af døren.
TomTom Adventurer kræver 15-20 minutters forberedelse, før uret er klar til brug. Fair nok, Adventurer skal opdatere firmwaren til seneste udgave, så jeg kan få en optimal oplevelse med uret, men jeg skal også igennem en registreringsproces, hvor TomTom blandt andet skal have lov til at bruge mine data til at ”forbedre” min oplevelse med produktet. Denne tvungne registrering betyder, at du reelt ikke har andre valg end at give TomTom adgang til dit privatliv – for nu har du købt uret.
For at få optimal indsigt i mine performancestatistikker skal jeg hente app’en, som uret er kompatibelt med. Manualen og emballagen fortæller mig, at app’en til Android og iOS hedder MySports. Problemet er blot, at dette ikke er navnet på app’en. Efter en del søgen opdager jeg, at det er TomTom Sports, der skal hentes. Synkroniseringen driller også lidt, da Adventurer har svært ved at forbinde med app’en på min tablet.
TomTom har smækket 3 GB lagerplads i deres løbeur til eksempelvis musik. Overførelsen af numre fra computer til Adventurer foregår gennem Windows Media Player, da jeg opgiver at bruge iTunes, fordi Adventurer slet ikke dukker op inde i Apples musikprogram. Dernæst skal jeg finde gamle musikfiler frem fra gemmerne, eftersom uret kun understøtter mp3 og aac-formaterne. De fleste musikfiler jeg har liggende på computeren er mp4 og .wav-filer.
Traumet over at skulle løbe til gamle Juno Reactor- og Prodigy-numre fortager sig efter få sekunder, da en ny udfordring opstår i det øjeblik, jeg forsøger at forbinde et Bluetooth-headset til uret. Det går op for mig, at parring kun kan ske, hvis alle andre Bluetooth-enheder er slukket. Når headsettet først er parret, er det nemt at genoprette forbindelsen. Jeg skal bare trykke op på urets multiknap, tænde for headsettet og vente 15-20 sekunder.
Forberedelse af Polar M430
Af de tre ure er Polars træningsur det nemmeste at klargøre – M430 er samtidig det billigste. Jeg henter blot Polar Flow-app’en og følger opsætningsvejledningen, der dukker op efter jeg har oprettet en Polar-konto. Få minutter senere er uret klar til at tage i brug. Problemet opstår først, da jeg ønsker at synkronisere uret med app’en.
For M430 synkroniserer ikke automatisk med Flow, når jeg åbner app’en, og det tager et par minutters tid at synkronisere manuelt, når jeg først har fundet frem til knappen på uret, der gør det muligt – det fremgår ikke tydeligt i manualen eller i Flow.
App’en skal give mig et overblik over mine aktiviteter og performance, men mit nuværende, initiale indtryk er, at jeg får flere detaljer og dybere indsigt ved at bruge Flow-hjemmesiden i stedet. USB-kablet forbinder uret med min computer, og jeg skal hente Polar FlowSync, før enhederne kan synkronisere med hinanden.
Af de tre ure er Polars træningsur det nemmeste at klargøre – M430 er samtidig det billigste. Jeg henter blot Polar Flow-app’en og følger opsætningsvejledningen, der dukker op efter jeg har oprettet en Polar-konto. Få minutter senere er uret klar til at tage i brug.
Problemet opstår først, da jeg ønsker at synkronisere uret med app’en. For M430 synkroniserer ikke automatisk med Flow, når jeg åbner app’en, og det tager et par minutters tid at synkronisere manuelt, når jeg først har fundet frem til knappen på uret, der gør det muligt – det fremgår ikke tydeligt i manualen eller i Flow.
App’en skal give mig et overblik over mine aktiviteter og performance, men mit nuværende, initiale indtryk er, at jeg får flere detaljer og dybere indsigt ved at bruge Flow-hjemmesiden i stedet. USB-kablet forbinder uret med min computer, og jeg skal hente Polar FlowSync, før enhederne kan synkronisere med hinanden.
Af de tre ure er Polars træningsur det nemmeste at klargøre – M430 er samtidig det billigste. Jeg henter blot Polar Flow-app’en og følger opsætningsvejledningen, der dukker op efter jeg har oprettet en Polar-konto. Få minutter senere er uret klar til at tage i brug.
Problemet opstår først, da jeg ønsker at synkronisere uret med app’en. For M430 synkroniserer ikke automatisk med Flow, når jeg åbner app’en, og det tager et par minutters tid at synkronisere manuelt, når jeg først har fundet frem til knappen på uret, der gør det muligt – det fremgår ikke tydeligt i manualen eller i Flow.
App’en skal give mig et overblik over mine aktiviteter og performance, men mit nuværende, initiale indtryk er, at jeg får flere detaljer og dybere indsigt ved at bruge Flow-hjemmesiden i stedet. USB-kablet forbinder uret med min computer, og jeg skal hente Polar FlowSync, før enhederne kan synkronisere med hinanden.
Forberedelse af Garmin Forerunner 935 og Index Smart Scale
Uheldig kan man være, men jeg er tilsyneladende ramt af dobbelt uheld, da Forerunner 935 og Index Smart Scale allerede fra første færd volder mig problemer.
Både uret og kropsanalysevægten nægter at lade sig registrere i Garmin Connect-app’en, men paradoksalt nok dukker begge enheder op inde i app’en. De lader sig dog ikke parre, hvormed jeg hverken kan synkronisere min vægt eller performance med Connect. Selv Garmins flinke supportmedarbejder er på bar bund, da jeg ringer.
Han forklarer, at han aldrig har oplevet noget lignende, og der tilsyneladende kun er ét at gøre; levere begge enheder tilbage på Garmins regning. Firmwaren er opdateret i alle enheder, genstart er foretaget, geninstallering af Connect… fejlen forsvinder ikke. Der er ikke noget brok med supportmedarbejderen, og han vurderer, at jeg kan have to nye enheder i hænde i løbet af nogle dages tid.
Både Forerunner 935 og Index Smart Scale fungerer udmærket som selvstændige enheder. Uret måler min puls og monitorerer min performance. Det kniber først, da uret skal forbindes til min telefon og tablet. Det samme gælder, når jeg træder op på Index Smart Scale. Kropsanalysevægten fortæller mig, jeg er fed – på flere forskellige måder. BMI på 27,4, bummer, men BMI er jo ikke helt retvisende, da muller vejer en del – jeg har mange muller! Og knogler vejer jo en del.
Ligesom Cartman er jeg også big boned. Næste tal på displayet; 5 kg knogler. Okay, jeg er ikke big boned. Fedtprocent på 24,4, dobbelt bummer! Vand udgør 55 %. Mullerne udgør kun 33 kg af mine samlede 82,3 kg. Tak, Garmin, fordi jeg må sende jeres kropsanalysevægt retur.
Forberedelse af Polar Balance og iHealth Wireless Body Analysis Scale
Garmins kropsanalysevægt er ikke den eneste, som serverer et nådesløst budskab. Balance fra Polar tegner også et dystert billede sammen med Wireless Body Analysis Scale fra iHealth. Alle tre enheder tegner et billede af en skribent, der bør tabe sig. Polars vægt går skridtet videre og anbefaler mig at komme ned på 74 kg for at opnå min idealvægt. Balance foreslår at opsætte nogle vægttabsmål, og det agter jeg at prøve i de næste to uger.
Begge vægte er nemme at forbinde til min tablet og telefon. iHealths vægt skal forbindes via WiFi med iHealth-app’en, hvilket foregår smertefrit, når forbindelsen først gider at etablere sig – den kan drille lidt.
Balance kan ikke bare forbindes med Polar Flow-app’en. Jeg skal have data forbi Polar M430-uret, der efterfølgende synkroniserer med Flow. Jeg kan godt bruge vægten uden uret, men så får jeg kun min kropsvægt at vide – intet andet.
Polar skriver godt nok på deres hjemmeside, Balance-emballagen og i manualen, at du skal have et Polar-ur for at udnytte Balance fuldt ud, men det er skrevet på en anelse tvetydig måde, der kan efterlade dig med indtrykket af, at vægten er en stand-alone enhed – det er den ikke.
Én gang ledningefri, altid ledningefri?
Musikken spiller en hovedrolle, når benene skal bevæges. Ingen musik, ingen gejst. Sådan har det altid været for mig. Jeg har efterhånden vænnet mig til Bluetooth-headsets, fordi jeg simpelthen afskyr at løbe med en ledning, der forbinder øretelefonerne med min telefon, der rummer musikken til løbeturen. Takket være Bluetooth er der ingen ledning, som slasker mod kroppen for hvert skridt, jeg tager – for mig betyder det færre distraheringer og mere fokus på løb.
Kravet til headsets stopper ikke med trådløs forbindelse. Der er særlige krav til et headset, du kan bruge til træningen. Træningsheadsets skal være svedresistente, vandafvisende og nemme at rengøre, hvis de ikke skal få en gullig misfarve som følge af sved. Ydermere kan du risikere, at ledningen mellem øretelefonerne eroderer med tiden, fordi salt i sved har det med at ætse.
Plantronics BackBeat Fit 2017 og BackBeat GO3 har henholdsvis en kraftig nakkebøjle, der beskytter ledningen mellem øretelefonerne, og et almindeligt tyndt kabel, som godt nok ikke ser ud til at kunne holde til et længerevarende svedbad, men ikke viser tegn på erosion efter flere svedige løbeture. Dermed er de egnet til løb, styrketræning, cykling og andre former for træning.
Plantronics har altid haft en stor stjerne hos mig, fordi den amerikanske lydproducent forstår at levere god lyd i meget små headsets. Begge BackBeat-headsets lever op til mine lydmæssige forventninger qua god, pulserende bas, som de færreste konkurrerende mærker kan levere. Fit 2017 har to styreknapper – én på hver øresnegl. GO3 har en fjernbetjening på kablet mellem ørepropperne. Begge design gør det nemt at styre musikken på farten.
Jabra Elite Sport har derfor sin sag for sig, da den danske producent ofte har svært ved at levere et kraftfuldt lydbillede i små headsets. Elite Sport har dog, på papiret, en væsentlig konkurrencefordel; det er 100 % trådløst! Ingen ledning ned til telefonen, intet forbindende kabel mellem ørepropperne – kun Bluetooth-forbindelse.
Befriende er det endelig at kunne løbe og styrketræne uden ledninger. Hverken nakkebøjle eller ledning er voldsomt generende, når jeg løber med Plantronics headsets, men når jeg tager armbøjninger eller laver mavebøjninger, mærker jeg det fugtige kabel og nakkebøjle mod nakken, hvilket faktisk er irriterende, når jeg vænner med til Elite Sport.
Jabras headset sidder sågar godt i ørerne, og de dyre ørepropper falder ikke ud, selv om jeg er i bevægelse. Elite Sport har dog én væsentlig ulempe i forhold til GO3 – bassen! Elite Sport har såmænd en rigtig god bas. Problemet er blot, at ørepropperne ikke når tilstrækkeligt ind i mine øregange til, at baggrundsstøjen lukkes ude, hvormed en stor del af basrytmerne fortyndes med sus fra omverdenen.
Jabra leverer forskellige silikone-propper til headsettet, men ingen af dem er så små, at ørepropperne når langt nok ind i øregangene til at lukke helt af. BackBeat GO3 når langt ind og lukker stort set helt af for omverdenen. Resultatet er en pulsende bas, der får gang i benene.
Afskåret fra baggrundsstøj eller indelukket med musikken er en smag sag – og et kontrolspørgsmål. Nogle motionister foretrækker at kunne høre biler eller andre lyde i miljøet for at kunne vurdere eventuelle farer i trafikken. Personligt har jeg ikke besluttet mig til, om jeg kan undvære den kraftfulde bas til fordel for det 100 % trådløse elite-headset – jeg er nok blevet klogere i næste blogindlæg.
