Hvis du har små 8.000 kroner til en fuldautomatisk espressomaskine der ikke må fylde for meget, så sving lige blikket over i retning af KitchenAids nyeste KF4. Den er en opdatering af sidste års KF8 – og faktisk er det også en komprimering, for maskinen er blevet markant mindre, KitchenAid skriver selv 25% mindre, hvilket mange flere i vores husstand synes er en god ide.
Den har så heller ikke helt så mange opskrifter – hvor KF8 havde 40 indbyggede opskrifter, så må KF4 nøjes med 24. Men når det er sagt, så er 24 rigeligt, jeg tvivler alvorligt på at der er ret mange der laver andet end espresso, cappucchino, latte, flatwhite og måske en americano.
KF4 har så også fået muligheden for at lave iskaffe og isespresso, og så har den fået et nyt intelligent QuietGrind-system.
Smart opsætning
Det er tydeligt at mærke at KitchenAid har lært meget siden sidste år, når det kommer til opsætning. Når maskinen tændes skal man stort set ikke gøre andet end følge de instruktioner der kommer på skærmen. Som en del af opsætningen laver maskinen fire espresso shots, som man bare skal smide ud – herefter skulle den være indstillet til den korrekte kværningsgrad og mængde af kaffe.
Allerede her skal jeg så lige komme med et indspark – jeg savnede nemlig efterfølgende en måde at ændre kværningsgraden og mængden af kaffe til mine espresso shots. Jeg ved godt at man stiller intensitet og styrke når man laver selve kaffedrikken, men jeg aner ikke om det er kværningsgraden eller mængden af kaffe jeg her justerer på. Og – alt efter om du kører mørk-, mellem- eller lysristede bønner, så skal de kværnes i forskellige finhedsgrader, hvilket jeg ikke lige kan se, hvordan jeg ændrer på.
Som med sidste års model, så er der en løs mælkebeholder som bruges når der skal laves fx latte eller cappucchino. Systemet fungerer fint, men jeg synes stadig det er lidt irriterende at fylde den med mælk, bruge den et par dage, smide gammel mælk ud, vaske den og så bruge den igen. Er der en lettere måde? Næppe – men jeg er bare ikke fan af dette system.
Med maskinen sat op er det så bare at gå i gang med at lave, og drikke, masser af kaffe. På den 8.8cm store skærm vælger man kaffetypen (eller klikker på profil og vælger profil og så en af de kaffedrikke du har sat ind her) og så er du næsten klar. Du kan nu lige ændre om det skal være single eller dobbelt shot, styrken og intensiteten og hvis virkelig vil justere, kan du også ændre på mængden af kaffe og mælk i din drik.
Selve processen er let, men selvom KitchenAid skriver at grinderen har “QueitGrind-technologi”, så synes jeg stadig at den larmer lidt meget. Hvis du kun skal have en kop kaffe, så kommer der en rengøringsproces lige bagefter, og det betyder faktisk en markant forlænget ‘produktionstid’ af din kaffe. Hvis du kun skal have espresso, så kan du gå fra maskinen, hvis du har lavet en mælkedrik, så skal du blive og huske at få tømt drypbakken, for den proces kræver ret meget vand.
Generelt var jeg meget forbløffet over, hvor meget vand den faktisk brugte, for både når den startede. og slukkede rensede den sig selv – hvilket er godt, men bruge meget vand. Og når der er lavet en mælkedrik, så blev mælkesystemet også skyllet – alt i alt fyldte jeg meget ofte vand i maskinen.
Lave den så god kaffe? Maskinen koster trods alt omkring 8.000 kroner, så det er vigtigt at den også fremstiller god kaffe. Alt er naturligvis meget afhængig af hvilke bønner der bruges, og hvad du selv foretrækker.
Jeg brugte mine egne favoritbønner, Honduras, en lysristet bønne. Og jeg vidste præcist hvordan den skal smage underoptimale omstændigheder. Jeg kom dog aldrig i nærheden af den bløde espresso jeg ved at de bønner kan fremstille. Uanset hvilke indstillinger jeg brugte, så fik jeg altid en espresso der var lidt mere bitter, hvilket tyder på at bønnerne blev kværnet for groft – en finere kværning ville trække flere af de gode smagsstoffer ud og mindre bitterstoffer.
Men selvom jeg ikke opnåede det optimale resultat så var det dog en ok kaffe jeg fik. Men indrømmet – jeg ville ikke bruge de dyreste bønner – for kaffemaskinen kan bare ikke indstilles præcist nok til at det giver mening. Men til mere ‘off shelf’ kaffebønner, fx fra det lokale supermarked eller måske kaffebutikken nede i byen, er kaffemaskinen rigtig god.
Jeg er vild med størrelsen, det gør at den let kan placeres næsten alle steder i køkkenet.
Bedømmelse
Samlet vurdering 85%

KitchenAid KF4 er dejlig kompakt og relativ stille. Den laver fin kaffe, omend det kan være svært at indstille ting som kværning og kaffemængde præcis. Grundet meget grundig skylning af systemet både før og efter brygning, så bruger maskinen meget vand, og da vandbeholderen ikke indeholder ret meget i forvejen, betyder det at den ofte skal fyldes.
Mælkebeholderen skal opbevares i køleskabet, og det er vigtigt at huske at gøre den ren, ellers bliver mælken for hurtig sur.
Designet er flot – en meget elegant maskine.
Du kan læse mere om KitchenAid KF4 her.
