TEST: Vildt fed, avanceret og dyr smartphone

Samsung Galaxy S21 Ultra 5G

Det er ikke så længe siden at Samsung lancerede deres S21-serie, og jeg har haft topmodellen, S21 Ultra 5G til test. Og lad mig med det samme sige at jeg er ret imponeret over mobilen. Det er, på alle måder, en stor smartphone.

Men der er stadig en ting der virkelig får den til at skille sig ud fra alle andre mobiler på markedet i dag – kameraet. Det er noget helt specielt, ikke alene kan det skyde videofilm i 8K, det kan også zoome med en faktor 100, stabilisere billedet imponerende godt og meget mere.

Derudover er der så lige skærmen, for der er ingen tvivl om, at Samsung længe har haft den sprødeste skærm på markedet, og det gør sig også glædende med S21 Ultra 5G.

Og med den indledning, så er det tid til at jeg kommer i gang med selve anmeldelsen.

Et fænomenalt kamera

Jeg er en sucker for et godt kamera i en smartphone. For mig er det i høj grad det der gør hele forskellen på de nyeste smartphones. For lad os bare være ærlige her; der er sgutte så meget andet der skiller dem fra hinanden.

Men det er en helt anden diskussion.

S21 Ultra 5G. Foto: Samsung

Galaxy S21 Ultra 5G er udstyret med fire kameralinser/objektiver på bagsiden og et på forsiden, og lad os starte med selfiekameraet. Det er et 40MP kamera med fasedetektion autofokus, 80 graders vinkel og en blænde på f2.2.

Kigger vi så lige om på bagsiden af kameraet sidder der fire linser, som virkelig kan trylle – og som fylder en hel del på bagsiden nu vi er ved det.

Det ene er et ultravidvinkel objektiv på 12MP, med dual pixel autofokus, 120 graders vinkel og en blænde på F2.2. Det andet er et 108MP fasedetektions objektiv med autofokus, optisk billedstabilisering med en blænde på f1.8. De to sidste er begge telefotolinser, hvor den ene er på 10MP med dual pixel autofokus og et 3x optisk zoom og en blænde på f2.4, og den anden med 10x optisk zoom, optisk billedstabilisering og en blænde på f4.9.

Og se – nu kommer en del af magien. For med denne kamerakonfiguration kan du opnå 100x Space Zoom. Space Zoom er en Samsung teknologi, som, udover at du kan zoome vildt meget (digitalt, men stadig) betyder at kameraet automatisk fastholder dit motiv, for med 100x har motiver en tendens til at hoppe og danse. Samtidig så forbedrer den indbyggede AI motivet, så du faktisk får ret flotte og skarpe billeder, selv med fuld zoom slået til.

Den funktion er jeg vild med – og jeg har taget masser af billeder på vild lang afstand, og fået glimrende resultater.

Video i særklasse

Der er mange, gode, ting at sige om dette fede kamera, og jeg kommer absolut ikke omkring dem alle her. Men en af dem jeg bare bør nævne er at du kan filme i 8K opløsning.

S21 Ultra 5G. Foto: Samsung

Udover at du får video i en opløsning der næsten er absurt høj, så får du også en anden ting – det som Samsung kalder for 8K Video Snap, hvilket betyder at du kan gå ind, billede for billede, og finde det du gerne vil have, og trække et rigtigt billede ud, i den samme høje opløsning. Color me impressed guys…

Jeg bliver lige ved videoen et øjeblik. for der er en funktion der gør S21 Ultra 5G endnu mere anvendelig som actionkamera, nemlig Super Steady-funktionen. Jeg er vildt imponeret over, hvor meget den stabiliserer billedet når du optager. Det gør en verden til forskel.

Når det kommer til kameradelen, så den lige så imponerende som videokameraet. Opløsningen på billederne er så stor at du efterfølgenede kan zoome ind på dem og få meget flotte detaljer med her.

Og den indbyggede AI gør en superb arbejde med at forbedre billederne, så du få et meget flot resultat. De billeder jeg har har taget har været utrolig flotte, med farver der ligger meget tæt på det jeg ser udenfor kameraet, og samtidig har jeg kunne tage billeder jeg ellers havde meget svært ved at opnå. Blandt andet billeder taget direkte mod solen, med hele landskabet dækket i sne.

Herudover er der lige et par funktioner jeg bare nævne. Dels er der en funktion, Tag ét, som tager en 10 sekunders film, og omdanner den til en række øjebliksbilleder. Det er en superfed funktion som virkelig er god, fx hvis du vil have et billede af datteren på gyngen eller trampolinen. Du skal nok få et fedt billede på den måde.

Derudover har S21 Ultra 5G fået en opdateret portrætfunktion. Samsung har virkelig arbejdet med den funktion, og det betyder at du nærmest får professionelle portrætbilleder. Billeder du forresten let kan ændre fx baggrund på efterfølgende, ændre belysningen og sløre baggrunden. Jeg er vild med den funktion.

En anden funktion jeg også er vild med er Directors View, som gør at du kan se billedet fra alle linser på en gang, og med et klik skifte rundt mellem dem. På den måde kan du klippe din video mens du skyder den – fed funktion. Faktisk kan du også se, og optage, fra selfiekameraet, så hvis du vil lave en “reagerer til” video, så kan du klare det med et og samme kamera.

s21 Ultra 5G. Foto: Samsung

Jeg bør også lige nævne at S21 Ultra 5G er udstyret med Bright Night-sensor, som gør at dine nattebilleder bliver næsten lige så lyse som billeder du tager om dagen. Men husk lige at slå den fra, hvis du gerne vil have ‘rigtige’ nattebilleder.

Masser af hestekræfter

Udover et fedt kamera, så har Samsung udstyret mobilen med masser af hestekræfter, blandt andet en 64-bit octa-core processor med hastigheder på op til 2,9GHz.

Jeg har ikke lavet benchmark på hastigheden, for det giver faktisk ikke mening. S21 Ultra 5G var hurtig nok til at starte alle apps op med det samme, til at jeg aldrig følte at noget laggede. Spil var heller ikke noget problem, og derfor så jeg absolut ingen grund til at lave en benchmark.

Herudover var der et 5.000 mAh batteri i mobilen, men det er også nødvendigt. For den æder strøm i et meget højt tempo, og du skal ikke forvente at den kører mere end en arbejdsdag før den skal finde en oplader. Specielt ikke hvis du filmer i 8K, eller bare bruger kameraet aktivt.

Mobilen understøtter WiFi 6 og 5G, hvilket er fedt, men det er stadig standarder der ikke er så udbredte i Danmark. Men det er altid rart med en mobil der er fremtidssikret.

Bedømmelse

Samlet vurdering: 95%

Galaxy S21 Ultra 5G er en vild smartphone. Kameraet er uden sammenligning det mest avancerede jeg endnu har testet. Det tager virkelig flotte billeder, og superskarpe videoer.

Mobilen har hestekræfter nok til at klare alle de opgaver du kan kaste efter den, den understøtter de nyeste teknologier og har et stort batteri.

Men det er også en stor og tung smartphone, og den dræner batteriet meget hurtigt.

Man kan også debattere om den er den meget høje pris værd. Personligt synes jeg at det er den, men jeg kan også godt se, at mange vil mene at omkring 11.000 kroner er i overkanten.

Læs mere om S21 Ultra 5G her.

De bedste priser lige nu på 512GB versionen

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3134 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?